Karriere


Vi søger en Teknisk Chef

Vil du være med til at videreudvikle et af Europas førende brands inden for gulv-, maler- og flisebranchen, så søger Ardex Skandinavia A/S en teknisk chef.

Da vores nuværende tekniske chef har valgt at gå på pension efter en lang og særdeles aktiv karriere i virksomheden, søger vi en ny, dygtig teknisk velfunderet efterfølger, der med samme entusiasme, energi og høje faglige niveau kan sikre, at vores tekniske løsninger og service overfor vores eksterne og interne kunder fortsat ligger på et meget højt niveau. Afdelingen består pt. af 5 medarbejdere og står overfor en udvidelse i 2018. Stillingen refererer til den administrerende direktør for Ardex Skandinavia A/S.

ARDEX Skandinavia A/S er dynamisk ledet og drevet samt en af de mest effektive i ARDEX koncernen. ARDEX Skandinavia A/S står for højkvalitetsprodukter, stor knowhow samt et højt serviceniveau, der afspejler sig i alle vore handlinger. Ledelsesmiljøet er præget af åbenhed og en uformel dialog. Produktionen foregår på vores fabrik i Hedensted, mens administration og teknisk afdeling ligger i Herlev ved København. Jobbet indebærer nogen rejseaktivitet i Skandinavien og Tyskland. Som en del af dit introduktionsprogram vil der indgå flere længerevarende ophold på hovedkontoret i Witten.

Dine opgaver:

  • Du får ansvar for at lede og udvikle afdelingen og fortsat sikre, at afdelingen leverer den meget høje service og kvalitet, der er Ardex’ varemærke. Dette gælder både overfor slutbrugere, forhandlerkunder såvel som datterselskaber og salgsafdelingen.
  • Du bliver ligeledes ansvarlig for at sikre, at produktporteføljen indeholder de produkter, markederne i Skandinavien efterspørger, det vil sige at du baseret på markedsinput skal påvirke hovedkontoret til at udvikle og tilpasse produkter, der imødekommer markedernes ønsker og krav. Du skal endvidere sikre, at de tekniske konsulenter og salgskonsulenterne i hele Skandinavien er helt opdaterede og uddannede til at rådgive om alle produkter enten som generalister eller specialister. Dette indebærer ad hoc-undervisning og kvartårlige teknikertræf for alle skandinaviske teknikere.
  • Ansvaret for, at al teknisk dokumentation, emballager og brochurer er korrekte og opdaterede både i forhold til kunder og myndigheder, samt at alle myndighedsgodkendelser er på plads, ligger ligeledes i teknisk afdeling.
  • Du vil komme til at deltage i produktudviklingen i samarbejde med hovedkontoret i Witten gennem deltagelse i produkt-komiteer og produkttest på det skandinaviske marked.
  • Afdelingen er ansvarlig for al uddannelse af vore kunder, så ansvaret for, at vi tilbyder de rigtige kurser og gennemførelse inkl. relevant kursusmateriale, så håndværkerne kan anvende vores produkter optimalt, ligger også i teknisk afdeling.
  • I forbindelse med indførelse af nye produkter, skal der koordineres med fabrikschefen i Hedensted samt sikres, at internationale godkendelser kommer på plads.
  • Ansvar for reklamationsbehandling.

Din profil:

  • Du har en ingeniør baggrund optimalt som bygningsingeniør og er god til at omsætte teori til praksis, da vore slutbrugere er håndværkere, så kommunikation og undervisning skal matche dette.
  • Du har ledelsesmæssig erfaring fra et lignende job og trives med at arbejde gennem og sammen med andre mennesker samt er i stand til at begå dig på alle niveauer i en organisation.
  • Du arbejder pænt struktureret uden at være bundet af, ”sådan plejer vi at gøre” og har evnen til at fokusere på væsentlige detaljer og samtidig bevare overblikket og evnen til at prioritere.
  • Du er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk samt gerne også i stand til at forstå og tale tysk.
  • Du har energi og drive til at få noget fra hånden, og tingene til at ske samt til at skære igennem og beslutte, når det er det, der skal til.
  • Du er god til at anvende relevante IT-programmer som Office-pakken, ERP-systemer og eventuelt tegneprogrammer.

Vi tilbyder

Et selvstændigt, spændende og udfordrende job med store muligheder for selv at præge udviklingen og din egen arbejdsdag. Du samarbejder med kolleger i de tekniske afdelinger i hele Norden og Baltikum samt med vores moderselskab i Tyskland. Et længerevarende uddannelsesprogram i ARDEX produkter og systemer herunder flere uger i Tyskland. Du bliver en del af en organisation, hvor vi sætter en ære i at give vores interne og eksterne kunder den allerbedste service.

Interesseret?

Så søg stillingen ved at klikke på nedenstående link senest den 31. december 2017. Vi samarbejder med konsulentfirmaet Inter Relation i denne sag. Hvis du vil vide mere om stillingen, inden du søger, er du velkommen til at ringe til teknisk chef Carsten Rasmussen på telefon.nr. 4488 5057.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med dokumentation for, hvorfor du er den, vi søger.

https://app.jobmatchprofile.com/es6dp5