Nyheder

Nyheder

maj 2018

ARDEX gør store indhug i markedet for gulvlime

Det er gået stærkt for ARDEX på markedet for gulvlime, siden vi opkøbte den tyske gulvlimsfabrikant Wakol i efteråret 2015. ARDEX sidder nu på 20% af markedet. Vi er ydmyge og meget stolte af den proces, lyder det fra vores adm. direktør Michael Nielsen

Da ARDEX købte den tyske gulvlimsfabrik Wakol for lidt mere end to år siden, var det for at komme ind på markedet for gulvlime og styrke brandet blandt gulvlæggerne. Øvelsen er lykkedes over al forventning. Vi sidder nu på 20 % af markedet for gulvlime herhjemme, og væksten ser ud til at fortsætte.

- Vi er utroligt stolte af den proces, vi har været igennem. Ét er at købe en limfabrik, noget andet er at få varerne ud over rampen. Her har vores organisation performet på alle parametre. Vi har i mange år hungret efter at kunne tilbyde vores kunder et high end limsortiment, så det er skønt, at det er lykkedes, siger adm. direktør i ARDEX Michael Nielsen.

80 års knowhow

Før købet af Wakol havde vi lanceret gulvlime et par gange før, men de levede ikke op til ARDEX’ høje standarder. Derfor skulle vi overbevise markedet om, at vi med opkøbet af Wakol for alvor havde ramt high end markedet for gulvlime:

- Wakol har over 80 års knowhow inden for markedet for gulvlime. De har deres egen udviklingsafdeling og er virkeligt innovative. Derfor har ARDEX udviklet sin tilstedeværelse i gulvlimsmarkedet med raketfart, siger Michael Nielsen og fortsætter:

 - Vi har lagt mange kræfter i at fortælle kunderne, at der er sket en revolution i vores produktsortiment. Vi har gennemført demonstrationer, træninger og fået forhandlernes støtte til vores satsning. På bare to år har vi taget 20% af markedet for gulvlim, så det er lykkedes over al forventning. Og vi fortsætter ufortrødent.

Fokus på de unge

Væksten sker i en periode, hvor det går så godt for gulvfaget, at et af de største problemer er at få folk nok til branchen, forklarer Michael Nielsen:

- Gulvbranchen har det godt. Den største udfordring er at få nok kvalificerede unge mennesker til at gå ind i branchen. Samtidig er de unge med til at forandre branchen. De unge stiller større krav til opkvalificering, sparring og dialog. Den bold skal vi gribe. Det er vores fineste opgave at understøtte den nye generation af gulvlæggere. Vi satser i højere grad på at kommunikere mere via video og sociale medier, så vi taler til de unge på de kanaler, de bruger. Det er vigtigt, at vi som virksomhed satser på at være frontløbere, så det bruger vi enormt megen energi på, slutter han