Nyheder

Nyheder

oktober 2015

Dansk produktion med kvalitetssikring og arbejdsmiljø i fokus

Næsten hele ARDEX’ sortiment til det nordiske marked fremstilles i Hedensted af råvarer fra danske leverandører. Kvalitetssikring af alle materialer via løbende kontroller og tests er en central del af arbejdsdagen, ligesom arbejdsmiljøet i produktionen har høj prioritet.

Selv om ARDEX er en stor global koncern med internationalt hovedsæde og udviklingsafdeling i Tyskland, foregår produktionen til de enkelte markeder lokalt med råvarer fra lokale leverandører. Således også i Danmark, hvor ARDEX’ fabrik i Hedensted ved E45-motorvejen fremstiller næsten samtlige af vores hurtigt hærdende og hurtigt tørrende materialer til gulvlæggere, murere og malere i hele Norden.  

Blandt fordelene ved at holde produktionen lokalt er først og fremmest, at det mindsker afstanden til kunderne, fortæller adm. direktør Michael Nielsen: 

- Vi ønsker at være tæt på kunderne, og det kræver, at man altid hurtigt og effektivt kan levere, når de har behov for det. Det kan næsten kun lade sig gøre, hvis produktionen sker lokalt. Vi er desuden stolte af de mange danske arbejdspladser og anvendelsen af primært danske underleverandører af bl.a. sand og cement. 

Solidt kvalitetsfokus 
Fabrikken i Hedensted har det seneste år mandet op med over 50 pct. og oprettet ekstra skift for at imødekomme den store efterspørgsel. Hovedparten af de ansatte har dog været på fabrikken i mere end 20 år. Kombinationen af kontinuitet og medarbejdernes mange års erfaring er ikke mindst dét, der gør, at produktionen kan holde et solidt højt kvalitetsniveau.  

- Kvalitetssikringen er en afgørende del af arbejdsdagen og forudsætter dedikerede og dygtige folk. Vi lægger altid vægt på at få de rigtige mennesker ind og holde på dem, når de først er her. Det sikrer, at vi kan bevare den produktkvalitet, som er så efterspurgt ude på byggepladserne, forklarer fabrikschef Niels Rasmussen og fortsætter:  

- Vi udfører løbende kontroller og tester alle færdigvarer, både i selve produktionen og på laboratoriet, før de forlader fabrikken. Derudover sender vi løbende prøver til hovedlaboratoriet i Tyskland. Det er en meget grundig proces, hvor intet under 100 pct. accepteres som godt nok.  

Det store fokus på kvalitetssikring bidrager til, at ARDEX’ materialer kan anvendes til byggerier, som f.eks. skal certificeres efter DGNB-, LEED- eller BREEAM-ordningerne. Desuden er materialerne bl.a. mærket med M1- og EC1-mærkningsordningerne.   

Automatisering minimerer tunge løft og energiforbrug 
Derudover effektiviserer ARDEX kontinuerligt produktionsprocesserne på fabrikken. Løbende automatiseringer bidrager bl.a. til at minimere tunge løft og gentagne bevægelser. Derudover gør implementeringen af nye produktionsteknologier, at fabrikkens energiforbrug løbende reduceres.  

- Der er sket en stor udvikling i årenes løb. Meget af det manuelle arbejde er i dag erstattet af maskinelle processer til gavn for arbejdsmiljøet. Derudover roterer vi meget mellem funktionerne, fortæller maskinoperatør Inger Marie Jensen, som i 27 år har arbejdet på ARDEX’ fabrik.