Nyheder

Nyheder

november 2016

Erfaren ARDEX-mand tilbage på de sydjyske gulve

ARDEX byder Hans Tveden velkommen tilbage.

Der er godt gang i gulvbranchen i det sydlige jylland. ARDEX udvider derfor teamet med Hans Tveden, der vender tilbage som gulvmand i distriktet efter nogle år på efterløn. ”Jeg ser frem til at komme ud til kunderne igen og være med til at sikre, at de kommer i mål med opgaverne til tiden og i den rigtige kvalitet,” fortæller han.

Byggeriet er i fremgang i det sydlige jylland, og det mærker man ikke mindst i gulvbranchen, hvor der gennem længere tid har været voksende efterspørgsel på ARDEX' hurtigt hærdende og hurtigt tørrende materialer. Derfor opruster ARDEX nu med endnu en teknisk konsulent, der skal fokusere på løsninger til distriktets gulvfirmaer.

Ser frem til at komme ud i marken igen
Valget er faldet på Hans Tveden, der gennem 23 år har været ARDEX-konsulent i Sydjylland og på Fyn, før han gik på efterløn for et par år siden. Han er nu tilbage på deltid og ser ikke mindst frem til at møde kunderne.

- Jeg glæder mig til at komme ud i marken igen og hjælpe med at finde de rigtige løsninger til de opgaver, som kunderne står med. Der stilles f.eks. utroligt høje krav til effektiviteten og kvaliteten af gulvlæggernes arbejde, og her er det helt afgørende, at de både kan stole på de materialer, som de bruger, og få solid rådgivning om løsningerne, fortæller han.

Kan garantere for produkternes egenskaber
Hans Tveden er oprindeligt uddannet tømrer og har i karrierens løb været vidt omkring, før han i 1991 første gang blev en del af ARDEX. Bl.a. har han arbejdet som sløjdlærer på en ungdomsskole, været pladeindkøber i en tømmerhandel, arbejdet som teknisk tegner hos en teltproducent og været el-værktøjssælger i eget firma.

Han har som teknisk konsulent for ARDEX gennem årene bidraget med løsninger til mange renoveringsprojekter hos boligforeninger og forskellige sygehuse på Fyn og i det sydlige Jylland. Eksemplerne tæller bl.a. Odense Kongrescenter, Odense Banegårdscenter, hele renoveringen i Østerbro i Vejle samt Finlandsparken i Vejle. Derudover er offshore en branche, hvor man har draget nytte af hans erfaring, viden og knowhow.

- En af fordelene ved at være teknisk konsulent for ARDEX er, at produkterne holder en utroligt høj kvalitet. Det gør, at jeg som konsulent kan garantere for deres ultrakorte hærde- og tørretider, trykstyrker, aftræksstyrker osv. Et andet og lige så vigtigt aspekt er, at vi takket være det komplette gulvlimsprogram kan tilbyde en samlet løsning, uanset hvilken belægning man skal bruge. Det ser jeg frem til at komme ud og snakke med kunderne om, runder han af.