Nyheder

Nyheder

januar 2018

Oplev vores helt nye udendørs reparationsspartel i Nyborg

Det går stærkt i malerfaget, og stramme tidsplaner er sammen med høje kvalitetskrav blevet hverdag på byggepladserne. Derfor sætter vi på Nyborg Stævnet fokus på malernes muligheder for at lave spartelopgaver hurtigt og effektivt, så både kvalitet og tidsforbrug optimeres. Du kan fx opleve vores helt nye udendørs reparationsspartel ARDEX A 818.

Byggeriet buldrer af sted, og det mærker man ikke mindst i malerfaget, hvor konstant tidspres og høje krav til udførelseskvaliteten præger arbejdsdagen. På Nyborg Stævnet d. 25.-27. januar 2018 sætter vi derfor fokus på effektive spartelløsninger, der er udviklet til at gøre det lettere at udføre spartelopgaver både ude og inde.

Du kan især glæde dig til at opleve nyheden ARDEX A 818: En cementbaseret reparationsspartel, der gør dig i stand til at lave præcis de samme opgaver udendørs, som du i dag laver inden døre med den populære ARDEX A 828.    

Optimerer både tidsforbrug og kvalitet
- Maleren står som oftest med ansvaret for den afgørende sidste finish, hvad enten det drejer sig om lofter og vægge inden døre eller udvendige facader. Her er spartling en vigtig forudsætning for kvaliteten af det færdige resultat, og ved at bruge de rette spartelmasser fra starten kan du langt lettere komme i mål til aftalt tid og indfri kvalitetskravene.

Det fortæller markedschef Allan Petersen fra ARDEX, der på fabrikken i Hedensted bl.a. fremstiller spartelmasser kendetegnet ved hurtige tørretider og nem forarbejdning. Allan Petersen fortsætter:

- Eksempelvis kan du med ARDEX A 818 fylde store udsparinger og fine revner. Du kan glitte, filtse og færdiggøre overfladen på ca. en time uden behov for forudgående primning. Det gør det langt lettere at reparere alt fra trapper og balkoner til fugtramte sokler og kældervægge. Det reducerede tidsforbrug kan bl.a. mindske omkostningerne til stillads og kørsel, og projekterne bliver mere overskuelige, når du med ét enkelt produkt løser mange forskellige opgaver. 

Oplev løsningerne på realistiske 1:1-modeller
På Nyborg Stævnet står både Allan Petersen, teknisk chef Carsten Rasmussen og teknisk assistent Pia Sif Pedersen klar ved standen med 1:1-modeller af forskellige vægtyper. Her vil du selv kunne opleve, hvordan spartelmasserne er at arbejde med i virkelige situationer.

Det gælder først og fremmest den helt nye ARDEX A 818, men også universalspartelmassen ARDEX R4 RAPID til indendørs brug. Allan Petersen uddyber om ARDEX R4 RAPID:          

- Du kan fylde, forme, slibe og overmale i én kontinuerlig arbejdsgang takket være den hurtige tørreproces og smidigheden. Hvis du fx skal oprette vægge, efter at installatørerne har fræset kabelspor, skal du normalt påregne ventetid på grund af udtørring. Men det behøver du ikke her, runder han af.