Nyheder

Nyheder

april 2016

Sådan undgår du at skylle bassinet ud med badevandet

OL-svømmestadionet tegnet af den afdøde arkitekt Zaha Hadid til OL i London 2012

Fliserne er monteret med ARDEX fliseklæb, ligesom vådrumsmembranen og er fra ARDEX

Lige fra sportssvømmehallens konkurrencebaner til kurstedets termale bade stilles der høje krav til bassinets udførelse. Et forkert valg af f.eks. fliseklæb eller fuge bliver hurtigt dyrt i reparation af utætheder, som kan føre til fugtskader i bærende dele. Det fortæller Ardex, som bl.a. producerer materialer til svømmehalsbyggerier og har leveret til OL i London 2012.

Hvis man tror, at kravene til vådrumskonstruktioner er skrappe, så er de intet mod de krav, som stilles til vandbassinerne i bl.a. svømmehaller, termale bade, spaer og private swimming pools. Årsagen er, at bassinerne skal kunne opretholde deres tæthed i årevis trods daglig udsættelse for vand, salte, klor og ofte høje temperaturer, der kan tære på både fliser og fuger.

Risiko for skader på bærende konstruktioner
- Den helt store udfordring, når man udfører vandbassiner, er at opnå den rette tæthed, der holder over lang tid. Er der bare den mindste utæthed fra starten, eller opstår den som følge af f.eks. tæring fra salte, kræver det en hurtig reparation, forklarer teknisk rådgiver Frank Henriksen fra Ardex.

Virksomheden producerer bl.a. hurtigt hærdende og hurtigt tørrende materialer til opbygning af gulve og vægge i bassiner. Blandt de bassinprojekter, som Ardex har bidraget til, er Aquatics Centre, der blev tegnet af Zaha Hadid og bygget specielt til OL i London 2012. Her er alle klæbere, fuger og membraner til bassinerne blevet leveret af Ardex UK. 

- Risikoen er, at vandet trænger ned i bassinets bærende konstruktioner og fører til fugtskader, som kan være meget dyre at udbedre. Derfor gælder det om at vælge den rette type fliseklæb, beton, fuge og flise til bassinet, da et forkert valg kan medføre store ekstraomkostninger, fortsætter Frank Henriksen.

Hvad skal bassinet kunne holde til?
Ifølge Frank Henriksen handler det først og fremmest om at vælge væg- og gulvløsninger ud fra, hvilke belastninger der vil være i det færdige bassin. Eksempelvis udgør terapibade med over 40 grader varmt vand og aromatiske salte så hård en kost for selve bassinet, at almindelige cementkonstruktioner ikke vil være nok til at sikre tilstrækkelig tæthed over tid.

Her skal der f.eks. benyttes en kraftig vandtæt betonløsning, der beklædes med en helt tæt epoxy-membran, epoxy-fuge og særligt egnede fliser eller klinker. 

- Til hårde og 'aggressive' kurbade med høj temperatur og masser af tærende salte anbefaler vi eksempelvis ARDEX WA epoxy-klæber og -fuge, som er særligt egnet til at tåle store kemiske og mekaniske belastninger. En anden mulighed er tætningsdugen ARDEX SK 100 W, som er alkaliebestandig og let at tilpasse omkring gennembrydninger til belysning og ventiler, fortæller Frank Henriksen.

I andre tilfælde er kravene til bassinmaterialernes hårdførhed knap så høje. Det gælder f.eks. i almindelige svømmebassiner og private swimming pools, hvor det klorholdige vand dagligt renses grundigt og recirkuleres.

- Bassiner med et vandmiljø i den mildere ende kan opnå tilstrækkelig tæthed med f.eks. en cementbaseret, fiberforstærket klæber som ARDEX X 78. Den suppleres med en hurtighærdende belastningsfuge som ARDEX FK eller den hurtighærdende klinkefuge ARDEX GK. Det kan desuden være en god idé at forstærke særligt udsatte områder som f.eks. gennemføringer af vandgennemstrømningsventiler med en cementbaseret vandtætningsmembran som ARDEX S 7, der er vandtæt op til 3 bar, pointerer Frank Henriksen.