GVK-certificering Svejsekursus vinylgulv

GVK-certificering på Sjælland fortsætter hos ARDEX

13. maj 2019

Lukningen af gulvskolen på NEXT Uddannelse København forhindrer ikke firmaer på Sjælland i at få nem adgang til GVK-certificering og -kurser. ARDEX lægger nemlig lokaler til i Herlev, så gulvskolen Mercantec i Viborg kan afholde GVK-kursus i svejsning og kvalitetskontrol.

 

Det skal ikke være mere bøvlet og tidskrævende for de sjællandske gulvfirmaer at opkvalificere sig med GVK-certificering, end det er for de jyske. Det er ARDEX med til at sikre. Vi lægger nemlig lokaler i ARDEXacademy i Herlev til gulvskolen Mercantec fra Viborg, som afvikleder GVK-kurser og GVK-certificeringer.

Med lukningen af gulvskolen NEXT Uddannelse København i Glostrup er gulvskolen i Viborg nemlig nu det eneste offentlige uddannelsessted for gulvfaget i Danmark. Det inkluderer også kurser i regi af Gulvbranchens Vådrumskontrol (eller GVK). Kurserne er et ufravigeligt krav til firmaer, der skal udføre vinylbelægninger i vådrum i forbindelse med projekter på fx plejeboliger, hospitaler, kollegier eller daginstitutioner.

 

Sjællandske gulvfirmaer slipper for Jyllandsturen

– Efter lukningen af gulvskolen i Glostrup var der en reel risiko for, at GVK-kurserne ikke længere kunne udbydes i egnede lokaler på Sjælland. Hvis man som sjællandsk gulvfirma ønskede GVK-certificering, så skulle man derfor en tur til Viborg, fortæller teknisk rådgiver Mikkel Thisted Jensen fra ARDEX.

– Heldigvis har vi kursusfaciliteter i Herlev, der egner sig til undervisning i gulvarbejde, fordi vi generelt satser meget på efteruddannelse og opkvalificering. Derfor var det oplagt at tilbyde gulvskolen at bruge vores lokaler, så de sjællandske firmaer slipper for den ekstra udgift, som det ville være at skulle til Viborg for at komme på kursus. Det drejer sig jo både om ekstra tid og kørsel, når man skal over til en helt anden del af landet, fortsætter han.

 

Med GVK-certifikat er du rustet til vådrumsarbejde

Det første GVK-kurset på ARDEXacademy i Herlev blev afholdt tirsdag d. 16. april og handlede om svejsning i GVK-godkendt vinylbelægning for deltagere, som allerede havde et GVK-certifikat. Derudover handlede det om vurdering af reglerne for vinylmontering mv., så gulvlæggerne bliver i stand til at kvalitetskontrollere arbejdet i henhold til de gældende standarder og krav.

– Kurset gør, at du kan forlænge dit gyldige GVK-vådrumscertifikat med yderligere 3 år og dermed fortsat kan byde ind på de mange vådrumsopgaver, der kræver, at du anvender vinylbelægning. Dermed står du godt rustet til arbejdet og får dokumentationen i orden, fortæller faglærer Jesper Krogh fra gulvskolen i Viborg, som stod for undervisningen i Herlev.

– GVK-kurserne er helt afgørende, da de stadig udgør en af de få muligheder for opkvalificering, som findes inden for gulvfaget. Derfor er vi glade for at kunne bidrage med undervisningslokaler, så gulvlæggere i hele landet fortsat har nem adgang til kurserne, slutter Mikkel Thisted Jensen af.

Du kan læse meget mere om Gulvbranchens Vådrums Kontrol